Styrket Uddannelse

I Danmark skal vi primært leve af vores know-how og evne til at lede og skabe. Vi skal ikke konkurrere med milliarder af indere og kinesere på samlebåndet. Derfor skal vi have en ambition om at tilbyde vores børn verdens bedste institutioner, skoler og uddannelser. Det giver mening, fordi en dygtiggjort og højtuddannet arbejdsstyrke gør, at vi bliver mere konkurrencedygtige, leverer bedre produkter/ydelser og skaber flere arbejdspladser. Det er alt sammen godt for samfundet og økonomien – for ikke at nævne vores faglige stolthed og almene dannelse!

Vi skal sørge for, at der er en klar sammenhæng, når vi understøtter trivsel og faglighed fra institution, over folkeskole til endelig udmærkelse. På den måde uddanner vi flyveklare unge og undgår stækkede vinger. Derfor skal vi også turde stille krav, der udfordrer og hærder eleverne. Alle danske børn skal som minimum kunne respektere uddannelsesinstitutionen, samt regne, læse, tale og skrive dansk, før de passerer grundskoletrinnet. Vi skal altså tidligere gøre de unge klar til at kunne påbegynde og gennemføre en uddannelse fra a-z. Det er ikke tilfredsstillende, at vi i Danmark har elever, der møder op i folkeskolen, på de tekniske uddannelser eller gymnasierne uden at kunne basale ting som helt almindelig dannelse, dansk og matematik. Derfor skal forældrene inddrages tidligere og have et større ansvar, når en elev har særlige udfordringer. På den måde bliver forebyggelsen af eksklusion og frafald effektiv, mere konsekvent og foregår med den nødvendige respekt for lærerne og de øvrige studerende.

Når alle er godt med, skal vi investere i videregående uddannelser, der målrettes erhvervslivets efterspørgsel, og vi skal sørge for, at gode idéer og tiltag på uddannelserne gødes, så de har mulighed for at blomstre op og blive til virksomheder, der på sigt skaber arbejdspladser. Derfor skal det også være muligt at tjene flere penge, mens man modtager statens uddannelsesstøtte, så de bedste elever kan iværksætte tidligere. Vi skal desuden hele tiden give os selv muligheden for at dygtiggøre os, hvorfor vi løbende skal investere i gode rammer og incitamenter for efteruddannelse og opkvalificering af arbejdsstyrken.

Skal vi kunne udvikle os som samfund og konkurrere i en fortsat globaliseret verden, er det vigtigt, at vi byder ind med det og de bedste. Vi skal ikke gå på kompromis, når vi hælder brændstof på de nysgerrige og læringslystne børn og unge – de skal have det bedste, hvis de skal bevare og nå længere i samfundet, end vi selv har gjort det. Derfor er det vigtigt, at vi fra børnehave til færdig uddannelse dyrker en positiv tilgang til læring og respekten for samme.

  • Jeg vil arbejde for, en skolepolitik, der tager afsæt i barnet.
  • Jeg vil arbejde for, at elever med særlige udfordringer, som ikke kan rummes af folkeskolen, skal kunne visiteres endnu tidligere til skoletilbud, der kan rumme eleven.
  • Jeg vil arbejde for, at opdragelse er forældrenes ansvar og ikke skolens.
  • Forældre skal inddrages i forhold til elever med særlige udfordringer i klasseundervisningen.
  • Jeg vil arbejde for, at folkeskolen forbliver samfundets “fristed”, hvor påvirkning af anden kultur og andre upassende faktorer – herunder religiøse dagsordner – adskilles fra folkeskolen.
  • Jeg vil arbejde for, at alle børn skal dansktestes efter børnehaveklassen.
Læs mere...

Mere Tryghed

Vi skal have mere Tryghed i Danmark, fordi det er fundamentet for menneskets og samfundets udvikling. Derfor skal alle kunne færdes og ytre sig sikkert overalt i Danmark. Vi skal ikke finde os i, at vores børn vokser op i et utrygt samfund og at vores borgere, myndigheder og politikere er bange for at ytre sig og gøre deres arbejde. Derfor skal der under ingen omstændigheder være områder i Danmark, hvor vi ikke tør færdes og ytre os, fordi få formørkede mennesker gør det utrygt for de mange.

Vi skal med en solid forebyggende indsats, der giver forældrene til særligt marginaliseringstruede unge et ansvar og en stærk politiindsats kunne sikre borgere og virksomheders sikkerhed, og derfor skal vi give myndighederne de nødvendige beføjelser og ressourcer til bekæmpelsen af problemerne. Vi skal samtidigt respektere skatteydernes kroner og den enkeltes frihed, og derfor skal effekten af indsatsen løbende dokumenteres og tilpasses.

Vores samfund er blevet vidne til mere personfarlig, grænseoverskridende og organiseret kriminalitet. Derfor er der mere end nogensinde før brug for kommunernes forebyggende arbejde og for at politiet kan beskytte vores borgere og virksomheder. Men hvis det ikke har en tydelig konsekvens at begå kriminalitet, får ovenstående tiltag ikke den tilsigtede effekt. Derfor skal vi i forlængelse af myndighedernes indsats sørge for, at vi sender et klart signal til forbrydere og ofre af samme om, at vi ikke finder os i lovovertrædelser – derfor skal straffen for grov kriminalitet være hårdere, mens ikke-danske statsborgere skal sendes hjem til afsoning og formenes adgang til landet, når de begår grove forseelser.

Personer, der befinder sig i rockerbandemiljøet skal ikke belønnes med sociale ydelser og lette ophold i fængslerne, men derimod straffes og rehabiliteres med fast hånd. Jeg vil arbejde for, at gentagne lovovertrædelser bliver straffet benhårdt, så en kriminel levevej ikke længere betaler sig i Danmark.

Jeg vil arbejde for, at ovennævnte ambitioner om mere tryghed går igen i Danmarks internationale engagmenter. Vi skal sammen med EU og den øvrige verden sørge for, at verden bliver et mere trygt sted generelt. Derfor skal vi følge et stærkt diplomatisk spor i alle henseender, men vi skal også være klar til at løse konflikter med andet end ord. Derfor skal forsvaret styrkes, så det står mål med de udfordringer, verden står overfor. Vi skal være i stand til at dæmme op for terror og grænseoverskridende kriminalitet, mens vi skal være klar til at håndtere udefra kommende trusler mod vores og vore allieredes kyster og grænser. Danmark skal fortsat være en del af internationale konventioner og samarbejder, men vi skal også turde udfordre indholdet, så det bliver tidssvarende de udfordringer, vi står overfor.

  • Jeg vil arbejde for, at vi får en lovgivning, der er tilsvarende den langt grovere form for kriminalitet, der bliver begået i dag.
  • Jeg vil arbejde for, at kriminelle udlændinge udvises for grovere kriminalitet.
  • Jeg vil arbejde for, at institutioner der arbejder med domsanbragte skal have flere værktøjer til at håndtere de unge, så de kan mærke en konsekvens af deres handlinger.
  • Jeg vil arbejde for, at personer der er registreret af politiet i rockerbandemiljøet ikke bliver belønnet med sociale ydelser.
  • Jeg vil arbejde for, at forældrene til børn som begår hård kriminalitet skal stå til ansvar for deres børns handlinger.
  • Jeg vil arbejde for, at foreninger med skjulte dæknavne og udanske værdier og hensigter skal forbydes og lukkes. Eksempelvis skal rockerklubber ikke kunne have ret til at stifte foreninger og dermed modtage statsstøtte.
Læs mere...

Et Grønnere Danmark

Danmark skal være grønnere. Vi skal bevare vores smukke natur, og vi skal aflevere landet i grøn og god stand til vores børn. Det gør vi ved fortsat at være førende indenfor verdens grønne omstilling til vedvarende energi, bruge vores sunde fornuft, bevare vores naturområder og dyrevelfærd, samt forske og innovere os til et grønnere og dermed rigere samfund. På den måde skaber vi grønne arbejdspladser og et fremtidssikret, grønt fundament for samfundet.

Hvis Danmark fortsat skal være førende indenfor verdens grønne omstilling kræver det, at vi hele tiden udvikler os, investerer i og tilegner os ny viden på området. Jeg vil arbejde for, at der tilføres midler til forskning og udvikling på området, mens jeg vil gøre det muligt for grønne, danske virksomheder at udvide deres engagement og viden. Vi skal ikke drukne gode kræfter, der ønsker at være med på den grønne omstilling i papirarbejde og afgifter, men derimod skabe sunde rammer om udviklingen. Med andre ord vil jeg arbejde for, at de politiske rammer om den grønne omstilling fortsat giver private og erhvervslivet et attraktivt incitament til at ’gå grønt’ – det er godt for os selv, og det er godt for klimaet.

I bund og grund handler en sund klima og miljø politik om, hvordan vi bruger vores naturressourcer, og hvilke udledninger, der er resultatet. Derfor skal vi grundlæggende altid gå efter at producere så grønt og bæredygtigt som muligt, mens udledningen fra produktionen skal være tilstræbt grøn. Landbruget, energisektoren og virksomheder i Danmark skal altid gå efter at bruge og udlede så få kemikalier og andre skadelige stoffer, som muligt, når de producerer deres varer og ydelser. Og det skal vi være med til at skabe rimelige rammer om, så vi kan passe på os selv og vores natur og værne om vores dyrevelfærd. Vi skal desuden sørge for at bevare danske kysstrækninger og naturområder, så både dyr og mennesker har glæde af vores smukke land i fremtiden.

Derfor er det også et konservativt mål, at Danmark skal være fri af fossile energikilderog selvforsynende med vedvarende energi i 2050. Det giver god mening, fordi vi på den måde giver et sundt og bæredygtigt klima videre til de næste generationer i stedet for at efterlade vores børn med afmattede områder, stigende verdenshave, et hullet ozonlag og flere uforudsigelige naturkatastrofer.

  • Jeg vil arbejde for, at Danmark bliver ved med at investere i vedvarende energi.

  • Danmark skal investere i grøn forskning, da vi på nationalt og internationalt skal være førende.

  • Jeg vil arbejde for, at Danmarks grønne områder bevares – projekter og forskning på området skal støttes.

  • Jeg vil arbejde for bedre og nemmere rammevilkår for landmænd, der vil producere økologisk.

Læs mere...

Bedre Integration

Integrationen i Danmark skal være bedre. Det skal den, fordi de sidste tredive års utilstrækkelige integrationspolitik har efterladt Danmark med et stigende antal problemer med indvandrere og efterkommere i samfundet, der årligt koster skatteyderne milliarder af kroner. Vi læser dagligt i aviser og på sociale medier læser om, hvordan parallelsamfund vokser frem i belastede områder, hvor kriminaliteten er blevet mere rå og organiseret og ledigheden er uforholdsvis høj. Dertil skaber den forråede debat frustrationer og kløfter mellem mere og mere polariserede befolkningsgrupper i Danmark, mens den rammer de velfungerende indvandrere og efterkommere, der rent faktisk gerne vil Danmark. Det kan vi selvfølgelig ikke acceptere, og med lov i hånd skal vi forandre for at bevare de værdier, der gør Danmark til et af verdens mest velfungerende lande. Vi skylder vores børn, at vi mødes og løser problemerne. Og når dialogkaffen er drukket op, så må der håndgribelige løsninger og konsekvenser på bordet. Vi skal kræve, at alle tager ansvaret for deres egen integration og overholder loven.

“De sidste tredive års utilstrækkelige integrationspolitik har efterladt Danmark med et stigende antal problemer med indvandrere og efterkommere i samfundet, der årligt koster skatteyderne milliarder af kroner.”

Når det kommer til den veldokumenterede og stigende kriminalitet blandt indvandrere og efterkommere skal vi sørge for at lovgive os ud af problemerne, så den kommunale forebyggelse effektiviseres og inddrager forældrene til særligt marginaliseringstruede børn og unge, så vi griber problemet tidligere og før, det opstår. Politiet skal have de nødvendige ressourcer og beføjelser til at løse problemet med det stigende antal forbrydelser og domstolene skal idømme hårdere straffe, der sender et klart signal om, at vi ikke accepterer kriminalitet og samtidigt respekterer ofrene for forbrydelserne. Dertil skal ikke danske statsborgere udvises til afsoning i eget hjemland, når de begår særligt grov kriminalitet.

Vi skal også den forholdsvist høje og veldokumenterede ledighed blandt indvandrere og efterkommere til livs. Det går ikke, at vi har store befolkningsgrupper, hvor mange ikke vil deltage. Derfor skal vi kræve af indvandrere og efterkommere, at de tager ansvar for deres egen integration ved at lære sproget og finde sig et arbejde. Det gælder både kvinder og mænd uanset nationalitet og religion. Og det skal vi, fordi det er på de danske arbejdspladser, integrationen har vist sig at fungere bedst. Derfor skal vi også have jobs parat til dem, der kommer til landet, så de kan trække i arbejdstøjet fra dag 1. Vi skal ikke forsørge mennesker, der ikke ønsker at deltage.

“Årligt koster integrationen over tredive milliarder kroner, og med den demografiske fremskrivning, der entydigt viser, at der i fremtiden vil blive flere indvandrere og efterkommere i Danmark, kan vi ikke bare lade stå til.”

Vi kan ikke længere udskyde at løse de massive integrationsproblemer, vi har i samfundet. Vi skylder os selv og hinanden – og ikke mindst vores børn – at tage fat. Årligt koster integrationen over tredive milliarder kroner, og med den demografiske fremskrivning, der entydigt viser, at der i fremtiden vil blive flere indvandrere og efterkommere i Danmark, kan vi ikke bare lade stå til. Derfor skal vi ikke længere bruge alle vores velmenende skattekroner på at integrere flygtninge, der kommer til landet, når pengene beviseligt rækker længst og bliver mest fair fordelt i nærområderne.

Vi skal tiltrække god arbejdskraft. Sidst men ikke mindst er Danmark et fantastisk land fyldt med muligheder, for dem, der vil landet. Derfor skal vi stadig være i stand til at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, når og hvor der er brug for det. Men det gælder altså både for den højtuddannede professor og den hårdtarbejdende håndværker, at de skal følge husets regler, når de kommer til Danmark. Derfor vil jeg arbejde på, at nationale og internationale regler, konventioner og love gøres tidssvarende, så vi kan løse de udfordringer, vi står overfor.

Politisk arbejde

  • Jeg vil arbejde på at vi får en lovgivning der er tilpasset de udfordringer vores samfund har med integrationen. De nye lovmæssige tiltag skal bl.a. kunne ansvarliggøre indvandrere og efterkommere for deres egen integration, hvor det skal være et lovkrav at lære det danske sprog samt at være selvforsørgende.
  • Jeg vil arbejde på at der bliver en skærpet kontrol over integrationsprojekterne. Vi har brug for at give området et serviceeftersyn eller sågar sige integrationsprojekt-stop i nogle år.Jeg vil arbejde for, at der føres skærpet kontrol overfor foreninger, så det ikke er muligt at drive foreninger, hvor danske værdier undermineres for danske skatteyderkroner.
  • Jeg vil arbejde på at vi Danmark kan føre en integrationspolitik som skal komme samfundet til gode. Arbejdspladsen skal blive en vigtig brik i integrationen i det danske samfund, og jeg vil arbejde at der ikke bliver nogen offentlige ydelser til personer på tålt ophold eller betinget opholdstilladelse. De skal være selvforsørgende og møde den danske kultur via arbejdsplads.

Da min far kom til Danmark, var der ikke noget, der hed integrationsprogram. I dag bliver man pakket ind i mentorer, sagsbehandlere og offentlige ydelser.

  • Jeg vil arbejde på at Danmark fører en realistisk flygtningepolitik der afspejler den internationale og nationale situation vi befinder os i. Danmark har i flere år ført en utilstrækkelig integrationspolitik hvilket har skabt flere udfordringer for vores samfund.Jeg vil arbejde på at der er en realistisk fordeling af indvandrere og nytilkommende, da der er en grænse på hvor mange mennesker en by kan integrere.
  • Jeg vil arbejde for, at social dumping i blandt indvandrere stoppes- bl.a. skal kvinder have lige muligheder for at komme ud på arbejdsmarkedet, da det vil gavne integrationen.

“Politiet skal have de nødvendige ressourcer og beføjelser til at løse problemet med det stigende antal forbrydelser, og domstolene skal idømme hårdere straffe, der sender et klart signal om, at vi ikke acceptere

Læs mere...

Lavere Skat

Det skal betale sig at arbejde og drive virksomhed i Danmark – derfor skal vi sænke skatten på arbejde og erhverv, samt afskaffe håbløse afgifter og tungt papirarbejde, så hårdtarbejdende borgere og virksomheder får større frihed til selv at vælge til og fra. Jeg vil arbejde for, at vores skattesystem er fair, gennemskueligt og let at gå til.

Det skal være op til den enkelte borger, om de vil bruge deres hårdttjente penge på mere tid med familien, et sundere liv, investeringer i mursten eller aktier, eller om de vil arbejde mere eller mindre. Derfor vil vi sænke skatten på arbejde og virksomhed, så incitamentet til at investere i egen og samfundets vækst øges. Det er over en bred kam en god forretning for den enkelte og for samfundet.

Det nytter ikke, at familier og erhvervsdrivende straffes på skattekonten for at have klaret sig godt eller for at være mere virksomme. Derfor vil jeg arbejde for, at topskatten og skatten på arbejde generelt lettes. Dertil skal hårdtarbejdende borgere og virksomheder ikke betale skjulte skatter forklædt som afgifter, med mindre afgiften tjener et direkte og veldokumenteret formål. Derfor vil jeg arbejde for, at alle danskere betaler hver tredje krone i skat, mens eksempelvis punktafgiften på dagligvarer og registreringsafgiften på biler udfases.

Det skal samtidigt betale sig at kunne investere i mursten, da ejendomsinvesteringer underbygger et trygt samfund i vækst. Derfor vil jeg arbejde for, at skatten på at investere i og eje mursten sænkes markant eller tages helt af bordet. Pengene skal hentes ved at tage en del af realiserede gevinster på bolighandler, når ejendomsværdiskat og grundskylden er endeligt udfaset.

Danmark er et af de lande i verden, der beskatter borgerne hårdest. Jeg vil arbejde for, at pengene og valgfriheden gives tilbage til borgerne, så de selv kan arbejde for og forme deres liv. Derfor er skattepolitikken for mig også værdipolitik. Vi skal stadig finansiere velfærden i fremtiden, men jo mere du arbejder, des mere betaler du i skat, og det kommer alle til gode. På den måde er det stadig de bredeste skuldre, der bærer det tungeste læs.

  • Jeg vil arbejde for, at det skal kunne betale sig for alle i samfundet at yde en ekstra indsats – derfor skal topskatten sænkes.

  • Jeg vil arbejde for, at personer der bor i ejet ejendom ikke straffes med enorme skatter – bl.a. boligskatter.

Læs mere...

Forældre til unge kriminelle skal have ansvaret tilbage

by Øzcan Yucel, Konservativ Politiker/Debattør

Forældre til unge kriminelle i belastede boligområder skal inddrages og pålægges et langt større ansvar i den forebyggende indsats, hvis vi skal problemerne med bandemiljøet i Danmark til livs.

Forældre til unge kriminelle i især belastede boligområder slipper for let, når deres børn åbenlyst bevæger sig ind på en kriminel løbebane. Det gør de, selvom vi i Danmark i 2007 og senest i 2011 gav kommunerne flere beføjelser til at placere ansvaret der, hvor det reelt hører hjemme – nemlig hos forældrene. Kommunerne har siden kunnet gøre brug af service- og forældreansvarslovens foreskrifter ved at lægge et forældrepålæg til en given sag. Og et sådant pålæg betyder kort fortalt, at forældrene skal leve op til det ansvar, de påtog sig, da de satte et eller flere børn i verden. Problemet er bare, at kommunerne, ifølge tal fra Socialstyrelsen, i store træk slet ikke benytter sig af muligheden. Det betyder, at vi i Danmark går glip af en helt åbenlys chance for med lov i hånd at forebygge kriminalitet ved placere ansvaret for en den hårde kerne af unge kriminelles forfald og hærgen, hvor dét og den unge har hjemme – nemlig hjemme hos forældrene i de socialt belastede områder. Alternativet er, at skatteryderne betaler for de unges opdragelse eller mangel på samme, mens fraværet af en effektiv forældreinddragelse gør, at unge udsatte senere i deres liv er i stor og overhængende fare for at blive en del af den kriminelle statistik eller i værste fald rekrutteret til rockerbandemiljøet.

“Forældre til unge kriminelle slipper for let, når deres børn åbenlyst bevæger sig ind på en kriminel løbebane.”

Den hårde kerne af forældre

Ungdomskriminaliteten er faldet, men problemet med rockerbanderne er i den forbindelse stadig til at tage at føle på: Børn, der ikke får de tilstrækkelige personlige og sociale kompetencer til at skabe sig et selvforsørgende alternativ, bliver oftere udnyttet eller rekrutteret. Således begår kun én procent af en ungdomsårgang halvdelen af den grove kriminalitet i landet – det vil altså sige, at de overtræder loven igen og igen. Og i den sammenhæng overser vi desværre en vigtig detalje i vores iver for at afhjælpe problemet med den hårde kerne af udsatte unge ved at sende dem i ungdomsklubber, aktiveringsforløb og mentorprojekter: De såkaldte bandemedlemmer er sjældent startet som kriminelle, hårdkogte, hætteklædte afvigere – deres kriminelle løbebane er derimod startet et helt andet sted – nemlig som børn af forældre, der lod stå til i stedet for at tage ansvar. Dertil blev selvsamme forældre slet ikke holdt oppe på deres ansvar, selvom den relevante lov forpligter til det. Det er et dobbelt svigt, der allerede er omkostningstungt og på sigt koster samfundet millioner. Og det er et svigt, som i de værste tilfalde kalder på, at man sanktionerer, hvor forældrene ikke tager ansvaret. For vi skal selvfølgelig ikke finde os i den utryghed, det skaber, når forældrene trækker på skuldrene, når deres pode igen og igen begår kriminalitet.

Millioner på kommunal opdragelse

Den forebyggende indsats, der blandt andet gør, at færre unge udsatte får et stærkt alternativ til kriminelle løbebaner, handler selvfølgelig ikke kun om forældreansvaret. Men at kommunerne bruger millioner på at sende de unge, der befinder sig i perifirien af det kriminelle miljø i forebyggende projekter og forløb uden ende, uden at forældrene med lov i hånd inddrages, er mig direkte en gåde. Og det er på tide, vi spørger os selv, hvorfor de her paragraffer ikke benyttes aktivt og i et større omfang. Det spurgte Børne- og Socialminister, Mai Mercado, om sidste år, og det spurgte Københavns Overborgmester, Frank Jensen om i forbindelse med hans valgkamp for nogle år tilbage. Vi har i alt for lang tid ladet stå til – nu er det på tide, vi fører det ud i livet med et bredt flertal. Hvorfor? Fordi det er udansk at lade børn forfalde til en sådan social forfatning, at den mest tillokkende levevej bliver som potentielle bandemedlemmer.

“…at kommunerne bruger millioner på at sende de unge, der befinder sig i perifirien af det kriminelle miljø i forebyggende projekter og forløb uden ende, uden at forældrene med lov i hånd inddrages, er mig direkte en gåde.”

Bekymringer og Konsekvens

Socialrådgivernes formand, Majbritt Berlau, udtalte for nogle år tilbage, at forældrepålægget skulle bruges forsigtigt. Hun lagde vægt på, at alle andre udveje skulle være afprøvet, før man umyndiggjorde forældre til et barn, der ikke passer skolen eller begår kriminalitet. Og det lyder da også umiddelbart fornuftigt, at man forsøger at lave aftaler med forældre til udsatte unge, før man fratager dem myndighed eller sanktionerer dem på pengepungen. Problemet er bare, at udsatte og marginaliseringstruede unge, der ikke får den rette hjælp i tide potentielt koster samfundet millioner, mens de af dem, der senere i livet gør karriere indenfor rockerbandemiljøet skaber helt urimeligt meget utryghed og hærgen i vores samfund. Og så har jeg endnu ikke nævnt det helvede, den unge selv går igennem. Derfor nytter det ikke at drikke dialogkaffe med forældrene til de unge i månedsvis, hvis de reelt set ikke tager deres ansvar alvorligt. Har de ikke ressourcerne er det en anden sag – i sådanne tilfælde skal det vurderes, om deres forældreskab overhovedet er forsvarligt. De skal grundlæggende sørge for tre ting: Den unge skal lære at opføre sig ordentligt, forældrene skal kunne redegøre for deres færden og hver morgen skal den unge have skoletaske på og sendes i skole. Hvis det er for svært med den enorme hjælp, der allerede er at finde i vores kommunale støtteprojekter, så må sagsbehandler have beføjelser til at pålægge forældrene ansvaret og sanktionere, hvor der er behov for en skærpet konsekvens.

Bryd den onde cirkel

Som forældre i Danmark har man myndigheden over og ansvaret for eget eller egne børn. Det er dansk lov. Desværre hører vi tit i medierne forældre fra belastede områder lægge ansvaret over på kommunerne. Senest kunne man i Radikale, Morten Østergaards hjemmelavede facebookvideo fra Vollsmose høre en far beklage sig over, at de unge i området flirtede med det kriminelle, fordi kommunen ikke gjorde sit. Desværre er det sådan, at betydelige håndfulde forældre i socialt belastede boligområder antageligt får lov at tørre ansvaret for kriminelle unge under eget tag af på kommunerne, mens samme af forskellige årsager lader stå til, bliver det en anelse svært at høre på. Derfor vil jeg arbejde for, at effekten af forældre-pålægget skal munde ud i målbare resultater indenfor fastsatte rammer, hvor forældrene drages til fuldt ansvar, når de kan, og at myndighederne dertil får flere beføjelser og ressourcer til at løfte opgaven på baggrund af et strammere lovgrundlag, der giver skærpede sanktionsmuligheder i sager, hvor forældrene ikke samarbejder. Og så må det hele selfølgelig gerne ske, før den unge marginaliseringstruede er blevet et potentielt bandemedlem, der fortsætter den onde cirkel, som vi endnu ikke fuldt ud har formået at bryde.

Vi har ikke råd til at lade stå til

Alternativet til at få løst problemet med det manglende forældreansvar med en kærlig og konsekvent indgriben er simpelthen menneskeligt og økonomisk uoverskueligt for Danmark på sigt. Vi kan lige så godt sige det, som det er – hvis vi vil have et samfund uden organiseret kriminalitet og bander, der rekrutterer frit fra vores fremtidsguld, ungdommen, så skal vi sørge for, at banderne ikke længere kan stikke snablen i de belastede boligområder. Og i den forbindelse er et konsekvent forældrepålæg et absolut must. Kan vi få det her til at virke, har det betydelige fordele:

  • De unge bliver gladere og mere velfungerende
  • De unge bliver igen en del af fællesskabet
  • Banderne får sværere ved at rekruttere
  • Ansvaret placeres, hvor det reelt hører hjemme
  • Vi sparer som samfund mange millioner skatteyderkroner
Læs mere...

Indvandrere skal arbejde sig ind i fællesskabet

Indvandrere skal arbejde sig ind i fællesskabet

Det er skadeligt for integrationen og ekstremt dyrt for fællesskab- og kasse, når der ikke stilles krav til ledige indvandrere og efterkommere, der tilmed bliver ofre for deres egen lediggang. Vi skal derfor stille krav om, at alle arbejder sig ind i fællesskabet.
AF ØZCAN YUCEL, DEBATTØR OG MEDLEM AF DE KONSERVATIVE

Da min far kom til landet som gæstearbejder i 1970’erne var det et krav, at man skulle have et arbejde for at beholde sin opholdstilladelse. Dengang var der ingen kære mor og ingen endeløse integrationsprojekter med rød sløjfe på. Der var to veje – tag fat eller forlad landet. Min far valgte at tage fat, og det var igennem arbejdet, at han langsomt men sikkert blev en integreret del af samfundet. Det var på arbejdspladsen, han lærte sproget og skikkene. Her fik han venner og bekendte, og her lærte han, hvordan man begår sig som ny i en for ham dengang fremmed kultur. Siden 1970’erne er der desværre gået inflation i den sunde fornuft på området, og det har op til vores tid langsomt men sikkert skabt kløfter i befolkningen og udhulet statskassen. Samtidigt oplever flere og flere ledige – især blandt indvandrere og efterkommere – hvordan roden til alt ondt bliver sværere og sværere at rykke op. Det så man et levende eksempel på i TV2s nylige program ”Ikke én er i arbejde”, der skildrede en somalisk kvinde, der ikke har arbejdet i snart 20 år, mens Odense Kommune med røde ører måtte erkende, at man slet ikke havde stillet nok krav til kvinden. Og her må vi altså få samlet op – det går ikke, at eksempelvis somaliske kvinder ikke arbejder. Og lad mig i den forbindelse sige direkte til den somaliske kvinde, at det i mine øjne okay, at du som medborger har svært ved at finde et job. Det er okay, at du bliver vejledt eller opkvalificeret for at komme tættere på arbejdsmarkedet. Og det er okay, at du synes, det er hårdt. Men sagen er den, at sådan er det for alle ledige. Derfor skal du finde et arbejde, og hvis du ikke kan det, så skal kommunerne være klar med et nyttejob, indtil du har fundet et. På den måde kommer du i gang, holder dig selv ved lige, integrerer dig og deltager.

Intet arbejde, ingen integration

Sagen om de manglende krav til den somaliske kvinde er desværre ikke enestående. En deprimerende undersøgelse fra kommunerne og regionernes eget analyseinstitut, KORA, viser nemlig, at det generelt er meget få indvandrere og flygtninge, der kommer i job, hvis de har udfordringer udover ledighed. Samlet set kommer således kun hver fjerde flygtning i job i løbet af de første tre år, de er i Danmark, mens kun halvdelen af indvandrerne er i job efter samme årrække. Tallene helikopterperspektiveres desværre yderligere i Danmarks Statistik – her fremgår det, at en tredjedel af alle kontanthjælpsmodtagere er indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande. Og det kan vi ikke være bekendt over for dem eller det arbejdende flertal, der betaler en stor del af deres skat til det, der egentlig var ment som en hjælpende hånd i en svær periode i et menneskeliv, men som er blevet en levevej for alt for mange.

   ”Da min far kom til landet som gæstearbejder i 1970erne var det et krav, at man skulle have et arbejde for at beholde sin opholdstilladelse. Dengang var der ingen kære mor og ingen integrationsprojekter. Der var to veje – tag fat eller forlad landet.”

Kommunerne skal stille krav

At kommunerne ikke stiller nok krav er desværre heller ikke en enlig svale. En grundig gennemgang af 25.000 kontanthjælpsmodtageres sager foretaget i kommunerne i forbindelse med SATS-puljeprojektet “Flere skal med” viser, at treogtredive procent slet ikke burde være på kontanthjælp. I stedet skulle de have været i et endeligt afklarende ressourceforløb eller indstillet til fleksjob eller førtidspension. Især et endeligt afklarende forløb med virksomhedspraktik eller en nytteindsats til andelen af ledige indvandrere og efterkommere havde været meget relevant for integrationen af mere end en grund: For det første viser stort set alle erfaringer, at integration sker bedst, når mennesker engageres på arbejdsmarkedet eller i civilsamfundet. For det andet viser undersøgelser fra Arbejdsmarkedets Erhvervsråd, at mennesker, der i en længere periode ikke deltager på arbejdsmarkedet mister personlige og sociale kompetencer, mens de går ledige. For det tredje kan jeg ikke lade være med at have stor medfølelse dem, der aldrig kommer længere i livet end til en isoleret tilværelse på ydelse, mens deres eventuelle børn får en besværlig start på livet i et ”fremmed” land uden deltagende forældre. Og for det fjerde kan vi som nævnt ikke tilbyde dem, der har et arbejde, at de skal betale deres surt tjente penge til mennesker, der ikke viser vilje til eller opsøger deltagelse. Og det er især aktuelt i en tid, hvor flere debatterer sygeplejersker og læreres løn og effektiviseringer af den offentlige sektor i næsten samme åndedrag. For når en tredjedel af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande er på omkostningstunge ydelser, mens integrationen løber op i over 30 milliarder kroner årligt, så kan man roligt påstå, at møllen ikke maler helt som den skal. Man kan jo – uden at blande sig – spørge sig selv, om der for de samme kroner ville være råd til enten skattelettelser, lønforhøjelser eller velfærd, hvis kommunerne konsekvent krævede, at alle arbejdsdygtige tog fat. Én ting er sikkert – vi kan ikke lade pengene rinde ud af statskassen på den her måde, uden vi får en øre eller en hånd for dem.

Naturlige krav og undtagelser

Derfor mener jeg, at vi skal tilbage til kravet fra min fars integrationstid i 1970’erne. Man skal altså bede alle om at tage fat under parolen ”Kan du arbejde, så skal du arbejde”. Og viser man som udefra kommende decideret uvilje, så må man enten forlade landet eller finde sig i økonomiske sanktioner eller aktivering i nyttejob. Er man derimod som medborger i stand til håndgribeligt at dokumentere psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse er man selvfølgelig undtaget. Men vi skal holde fast i, at integrationen beviseligt trives bedst ude på de danske arbejdspladser, hvor vi kan spejle os i hinandens kulturer, mens vi lærer sproget og tjener til dagen og vejen. Mangfoldigheden skal i spil, og det sker ikke ved uvilje og isolation i belastede områder, mens kommunen holder sig for øjnene. Det sker, når vi tør stille krav. Derfor skal vi stille krav til, at alle nytilkomne tager arbejde fra første dag. Og at kommunerne løfter ansvaret.

   ”Vi skal tilbage til kravet fra min fars integrationstid i 1970’erne. Man skal altså bede alle om at tage fat under parolen ”Kan du arbejde, så skal du arbejde”. Og viser man decideret uvilje, så må man enten forlade landet eller finde sig i sanktioner.”

Internationale ringe i vandet

Udadtil sender den her form for fornuft et tydeligt signal til alle, der ønsker at være en del af vores fantastiske fællesskab om, at man ikke kan bo og integrere sig i Danmark uden at arbejde. Vi skal naturligvis behandle alle lige, som også vores internationale forpligtelser lægger op til, men det udelukker ikke, at vi tager fat på debatten om, at vi står parat med jobs til indvandrere og flygtninge, allerede før de kommer hertil. Fordi det simpelthen er en integreret del af det at være dansk, at man har et arbejde og forsørger sig selv. Hvis vi derimod fortsætter, som vi har gjort hidtil, snyder vi os selv for en masse penge, mens vi snyder indvandrere og efterkommere for det bedste redskab til en vellykket integration – nemlig arbejde! #ArbejdeERintegration 

Læs mere...