Forældre skal tage ansvar for at unge ikke kommer ud i stofmisbrug

Forældre skal tage ansvar for at unge ikke kommer ud i stofmisbrug

Som samfund bruger vi hvert år 800 millioner kroner på stofmisbrugsbehandling, det er skræmmende og tankevækkende at det er nødvendigt. Hvad er årsagen til at det beløb ikke er faldende idet både politiet og sociale myndigheder arbejder med henholdsvis kriminaliteten, forebyggelse og behandling.

AF ØZCAN YUCEL, DEBATTØR OG MEDLEM AF DE KONSERVATIVE

Nysgerrighed hos unge er en væsentlig faktor, fortællingen om at eksempelvis hash ikke er farligt ej heller vanedannende er skræmmende, ligesom den ændrede holdning blandt flere unge til at udfordrer egne grænser er blevet mere markant i de seneste år. Der er sket en ændring i synet på det at tage stoffer, flere unge er af den overbevisning, at når bare det kun er til fester og i weekenderne så går det nok, de er i den tro, at de er usårlige og selv kan styre det, og at det jo bare er for sjovt. Stofferne er samtidige billige og lette at få fat i.

Som samfund skal der rettes et større fokus mod denne bekymrende udvikling og forældrene skal i langt højere grad tage et større ansvar for, at de unges syn på stoffer og konsekvenserne herfor kan blive fatale.

Stadig flere brugere

Antallet af stofmisbrugere i Danmark stiger. En undersøgelse fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd viser en stigning i antallet af registrerede stofmisbrugere på 23% over de seneste fem år. Og blandt de 20-30-årige er stigningen mere end dobbelt så stor, nemlig skræmmende 50%.

Ud over de registrerede misbrugere findes der naturligvis også et mørketal af misbrugere, som endnu ikke er kendt af myndigheder og behandlere. Sundhedsstyrelsen skønner, at der er 33.000 misbrugere af illegale stoffer, mens Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus Universitet med en anden metode når frem til mere end det dobbelte, nemlig 70.000 misbrugere.

Uanset om den ene eller den anden har ret, er det beskæmmende, at et samfund som det danske har så mange borgere, der på trods af både lovgivning, oplysning  og sund fornuft, kommer ud i et misbrug.

De unge misbrugere er nok ofte startet med små eksperimenter ved fester og på byture. De oplever måske en vild rus, og i festmiljøet møder de ældre og mere erfarne ”forbilleder”, som de kommer til at se op til og bliver fascinerede af. Og netop hos disse ”forbilleder” er der masser af tilgængelig, men falsk ”viden” om stoffer. De unge får af pusherne at vide, at netop dette stof ikke er spor farligt – og da slet ikke vanedannende. En ”viden”, som rækker langt ind i den seriøse debat, hvor man ofte hører netop disse to påstande om eksempelvis medicinsk cannabis.

Men hvis stofferne ikke er farlige og vanedannende, hvordan opstår så de alt for mange afhængige misbrugere?

Hash ER farligt

Man hører i tidens debat mange mere eller mindre saglige argumenter for at bruge cannabis både medicinsk og som rusmiddel, men ganske ofte virker det som om, det underliggende argument er, at debattøren selv godt kan lide at fyre en fed fra tid til anden. Det er ikke sagligt og slet ikke veldokumenteret.

Vidensråd for forebyggelse udgav i 2015 rapporten Cannabis og sundhed, som går langt mere sagligt til værks. Fra hovedkonklusionen lyder det: ”Brug af cannabis fører til nedsættelse af kognitive funktioner såsom indlæringsevne og hukommelse (…) hos unge kan der i nogle tilfælde ses varig nedsættelse af kognitive hjernefunktioner. Rapporten oplister desuden en række andre skadeeffekter af cannabis, herunder øget risiko for psykose, bronkitis og lungekræft. I et særligt fremhævet afsnit i rapporten står der klart og tydeligt: ”Cannabis er med andre ord på ingen måde harmløst. (…) Særligt mener vi, at der er behov for en indsats for at forebygge brugen af cannabis hos børn og unge.”

Rapporten peger blandt andet på at ”(…) en negativ opfattelse af generelt stoffer og stofbrug hos familie og venner samt gode og støttende familie-/voksenrelationer (…)” som væsentlige faktorer når det gælder forebyggelse.

Voksne, som bilder unge ind, at hash er et uskadeligt rusmiddel, når blot det tages i trygge omgivelser, gør altså deres børn en alvorlig bjørnetjeneste. Det er jo netop vigtigt for forebyggelsen af misbrug, at de voksne forbilleder har en negativ og ikke en positiv opfattelse af stoffer.

Manges slappe holdninger og skrøner afspejler sig tydeligt i udviklingen af forbruget. Sundhedsstyrelsens Sundheds- og Sygelighedsundersøgelse dokumenterer en stigning i cannabisforbruget på fra år 2000 til 2013, hvor f.eks. antallet af 16-44-årige personer, som har brugt cannabis inden for det seneste år er steget fra 9,8 til 12,2%.

Antallet af personer, som har prøvet cannabis, og antallet af misbrugere stiger altså parallelt, og samtidig kan vi konstatere masser af skadelig positiv omtale af cannabis i medier og debat.

Markedskræfter

Den alt for udbredte tanke om lovliggørelse af f.eks. cannabis som en del af en indsats mod rocker- og bandekriminalitet er absurd.

Disse kriminelle ser jo den kriminelle løbebane som en forretning, og enhver forretning fungerer på markedsvilkår. Lige nu har rockerne og banderne kronede dage på grund af stofmarkedet. Men hvis euforiserende stoffer svækkes gennem lovliggørelse, vil de naturligt reagere ved at justere deres forretningsstrategi. Det vil give dem flere ressourcer til at ”arbejde” med andre indtægtsområder, der som bekendt omfatter f.eks. afpresning, prostitution og hårdere stoffer.

Men der er andre måder at påvirke et marked på end ved at øge konkurrencen. Man kan sænke efterspørgslen. Og da stigningen i efterspørgslen er markant størst hos unge, er det altså utvetydigt her, det bedst kan betale sig at sætte ind. Jo mere vi svækker de unges forbrug, des mindre bliver forbruget.

Hvis vi lovliggør cannabis, sender vi et signal om, at brug af euforiserende stoffer er en naturlig del af tilværelsen, og i stedet for at svække markedet for euforiserende stoffer ved at fjerne efterspørgslen, vil vi styrke den.

Det er dyrt

Ud over at stofmisbrug munder ud i mange menneskelige tragedier, er det også dyrt for samfundet. Alene stofmisbrugsbehandlingen løber op i mere end 800 millioner skattekroner.

De menneskelige tragedier har også afledte økonomiske omkostninger. At have en stofmisbruger i familien efterlader en tung sky af skyldfølelse, bekymring og ganske ofte også en helt konkret økonomisk belastning.

Og da stofmisbrugeres kriminalitet altid har ofre, ligger der også en ukendt udgift for samfundet og for enkeltpersoner her.

Det vigtigste argument for, at vi skal forebygge stofmisbrug, er naturligvis det menneskelige, men vi må ikke se bort fra, at stofmisbrug er en alvorlig økonomisk byrde.

Forældreansvar er nødvendigt

Tilbage står altså, at der er én nødvendig løsning, i både effekt og økonomi at fastholde og rette fokus mod forældreansvaret.

Hvis man er sig sit forældreansvar bevidst, forpligter man sig til at være rollemodel, idet man på en ansvarlig og tydelig måde viser sine børn – uanset deres alder – at euforiserende stoffer ikke er en naturlig og uskadelig del af livet. Man undlader at bruge stoffer selv, og man sikrer, at børnene og de unge er velinformerede om stoffernes skadevirkninger.

Hvis man oplever stofmisbrug i omgangskredsen, påtager man sig ansvar for at kontakte forældrene til de børn, som har problemet – også selvom det er svært. Det er IKKE utidig indblanding i andres liv, men en vigtig og nødvendig handling.

Forældreansvar er påviseligt den mest effektive forebyggelse. Så hvis man som forældre svigter dette ansvar, er man altså medvirkende årsag til, at menneskeliv går tabt,  og at samfundet fortsat må bruge alt for mange penge på kampen mod euforiserende stoffers skadevirkninger.

Når det gælder eksperimenterne med og brug af euforiserende stoffer så er det ALDRIG et valg børn og unge selv skal kunne vælge til, vejen frem må forblive et forbud.

Læs mere...

Forældre til unge kriminelle skal have ansvaret tilbage

by Øzcan Yucel, Konservativ Politiker/Debattør

Forældre til unge kriminelle i belastede boligområder skal inddrages og pålægges et langt større ansvar i den forebyggende indsats, hvis vi skal problemerne med bandemiljøet i Danmark til livs.

Forældre til unge kriminelle i især belastede boligområder slipper for let, når deres børn åbenlyst bevæger sig ind på en kriminel løbebane. Det gør de, selvom vi i Danmark i 2007 og senest i 2011 gav kommunerne flere beføjelser til at placere ansvaret der, hvor det reelt hører hjemme – nemlig hos forældrene. Kommunerne har siden kunnet gøre brug af service- og forældreansvarslovens foreskrifter ved at lægge et forældrepålæg til en given sag. Og et sådant pålæg betyder kort fortalt, at forældrene skal leve op til det ansvar, de påtog sig, da de satte et eller flere børn i verden. Problemet er bare, at kommunerne, ifølge tal fra Socialstyrelsen, i store træk slet ikke benytter sig af muligheden. Det betyder, at vi i Danmark går glip af en helt åbenlys chance for med lov i hånd at forebygge kriminalitet ved placere ansvaret for en den hårde kerne af unge kriminelles forfald og hærgen, hvor dét og den unge har hjemme – nemlig hjemme hos forældrene i de socialt belastede områder. Alternativet er, at skatteryderne betaler for de unges opdragelse eller mangel på samme, mens fraværet af en effektiv forældreinddragelse gør, at unge udsatte senere i deres liv er i stor og overhængende fare for at blive en del af den kriminelle statistik eller i værste fald rekrutteret til rockerbandemiljøet.

“Forældre til unge kriminelle slipper for let, når deres børn åbenlyst bevæger sig ind på en kriminel løbebane.”

Den hårde kerne af forældre

Ungdomskriminaliteten er faldet, men problemet med rockerbanderne er i den forbindelse stadig til at tage at føle på: Børn, der ikke får de tilstrækkelige personlige og sociale kompetencer til at skabe sig et selvforsørgende alternativ, bliver oftere udnyttet eller rekrutteret. Således begår kun én procent af en ungdomsårgang halvdelen af den grove kriminalitet i landet – det vil altså sige, at de overtræder loven igen og igen. Og i den sammenhæng overser vi desværre en vigtig detalje i vores iver for at afhjælpe problemet med den hårde kerne af udsatte unge ved at sende dem i ungdomsklubber, aktiveringsforløb og mentorprojekter: De såkaldte bandemedlemmer er sjældent startet som kriminelle, hårdkogte, hætteklædte afvigere – deres kriminelle løbebane er derimod startet et helt andet sted – nemlig som børn af forældre, der lod stå til i stedet for at tage ansvar. Dertil blev selvsamme forældre slet ikke holdt oppe på deres ansvar, selvom den relevante lov forpligter til det. Det er et dobbelt svigt, der allerede er omkostningstungt og på sigt koster samfundet millioner. Og det er et svigt, som i de værste tilfalde kalder på, at man sanktionerer, hvor forældrene ikke tager ansvaret. For vi skal selvfølgelig ikke finde os i den utryghed, det skaber, når forældrene trækker på skuldrene, når deres pode igen og igen begår kriminalitet.

Millioner på kommunal opdragelse

Den forebyggende indsats, der blandt andet gør, at færre unge udsatte får et stærkt alternativ til kriminelle løbebaner, handler selvfølgelig ikke kun om forældreansvaret. Men at kommunerne bruger millioner på at sende de unge, der befinder sig i perifirien af det kriminelle miljø i forebyggende projekter og forløb uden ende, uden at forældrene med lov i hånd inddrages, er mig direkte en gåde. Og det er på tide, vi spørger os selv, hvorfor de her paragraffer ikke benyttes aktivt og i et større omfang. Det spurgte Børne- og Socialminister, Mai Mercado, om sidste år, og det spurgte Københavns Overborgmester, Frank Jensen om i forbindelse med hans valgkamp for nogle år tilbage. Vi har i alt for lang tid ladet stå til – nu er det på tide, vi fører det ud i livet med et bredt flertal. Hvorfor? Fordi det er udansk at lade børn forfalde til en sådan social forfatning, at den mest tillokkende levevej bliver som potentielle bandemedlemmer.

“…at kommunerne bruger millioner på at sende de unge, der befinder sig i perifirien af det kriminelle miljø i forebyggende projekter og forløb uden ende, uden at forældrene med lov i hånd inddrages, er mig direkte en gåde.”

Bekymringer og Konsekvens

Socialrådgivernes formand, Majbritt Berlau, udtalte for nogle år tilbage, at forældrepålægget skulle bruges forsigtigt. Hun lagde vægt på, at alle andre udveje skulle være afprøvet, før man umyndiggjorde forældre til et barn, der ikke passer skolen eller begår kriminalitet. Og det lyder da også umiddelbart fornuftigt, at man forsøger at lave aftaler med forældre til udsatte unge, før man fratager dem myndighed eller sanktionerer dem på pengepungen. Problemet er bare, at udsatte og marginaliseringstruede unge, der ikke får den rette hjælp i tide potentielt koster samfundet millioner, mens de af dem, der senere i livet gør karriere indenfor rockerbandemiljøet skaber helt urimeligt meget utryghed og hærgen i vores samfund. Og så har jeg endnu ikke nævnt det helvede, den unge selv går igennem. Derfor nytter det ikke at drikke dialogkaffe med forældrene til de unge i månedsvis, hvis de reelt set ikke tager deres ansvar alvorligt. Har de ikke ressourcerne er det en anden sag – i sådanne tilfælde skal det vurderes, om deres forældreskab overhovedet er forsvarligt. De skal grundlæggende sørge for tre ting: Den unge skal lære at opføre sig ordentligt, forældrene skal kunne redegøre for deres færden og hver morgen skal den unge have skoletaske på og sendes i skole. Hvis det er for svært med den enorme hjælp, der allerede er at finde i vores kommunale støtteprojekter, så må sagsbehandler have beføjelser til at pålægge forældrene ansvaret og sanktionere, hvor der er behov for en skærpet konsekvens.

Bryd den onde cirkel

Som forældre i Danmark har man myndigheden over og ansvaret for eget eller egne børn. Det er dansk lov. Desværre hører vi tit i medierne forældre fra belastede områder lægge ansvaret over på kommunerne. Senest kunne man i Radikale, Morten Østergaards hjemmelavede facebookvideo fra Vollsmose høre en far beklage sig over, at de unge i området flirtede med det kriminelle, fordi kommunen ikke gjorde sit. Desværre er det sådan, at betydelige håndfulde forældre i socialt belastede boligområder antageligt får lov at tørre ansvaret for kriminelle unge under eget tag af på kommunerne, mens samme af forskellige årsager lader stå til, bliver det en anelse svært at høre på. Derfor vil jeg arbejde for, at effekten af forældre-pålægget skal munde ud i målbare resultater indenfor fastsatte rammer, hvor forældrene drages til fuldt ansvar, når de kan, og at myndighederne dertil får flere beføjelser og ressourcer til at løfte opgaven på baggrund af et strammere lovgrundlag, der giver skærpede sanktionsmuligheder i sager, hvor forældrene ikke samarbejder. Og så må det hele selfølgelig gerne ske, før den unge marginaliseringstruede er blevet et potentielt bandemedlem, der fortsætter den onde cirkel, som vi endnu ikke fuldt ud har formået at bryde.

Vi har ikke råd til at lade stå til

Alternativet til at få løst problemet med det manglende forældreansvar med en kærlig og konsekvent indgriben er simpelthen menneskeligt og økonomisk uoverskueligt for Danmark på sigt. Vi kan lige så godt sige det, som det er – hvis vi vil have et samfund uden organiseret kriminalitet og bander, der rekrutterer frit fra vores fremtidsguld, ungdommen, så skal vi sørge for, at banderne ikke længere kan stikke snablen i de belastede boligområder. Og i den forbindelse er et konsekvent forældrepålæg et absolut must. Kan vi få det her til at virke, har det betydelige fordele:

  • De unge bliver gladere og mere velfungerende
  • De unge bliver igen en del af fællesskabet
  • Banderne får sværere ved at rekruttere
  • Ansvaret placeres, hvor det reelt hører hjemme
  • Vi sparer som samfund mange millioner skatteyderkroner
Læs mere...

Indvandrere skal arbejde sig ind i fællesskabet

Indvandrere skal arbejde sig ind i fællesskabet

Det er skadeligt for integrationen og ekstremt dyrt for fællesskab- og kasse, når der ikke stilles krav til ledige indvandrere og efterkommere, der tilmed bliver ofre for deres egen lediggang. Vi skal derfor stille krav om, at alle arbejder sig ind i fællesskabet.
AF ØZCAN YUCEL, DEBATTØR OG MEDLEM AF DE KONSERVATIVE

Da min far kom til landet som gæstearbejder i 1970’erne var det et krav, at man skulle have et arbejde for at beholde sin opholdstilladelse. Dengang var der ingen kære mor og ingen endeløse integrationsprojekter med rød sløjfe på. Der var to veje – tag fat eller forlad landet. Min far valgte at tage fat, og det var igennem arbejdet, at han langsomt men sikkert blev en integreret del af samfundet. Det var på arbejdspladsen, han lærte sproget og skikkene. Her fik han venner og bekendte, og her lærte han, hvordan man begår sig som ny i en for ham dengang fremmed kultur. Siden 1970’erne er der desværre gået inflation i den sunde fornuft på området, og det har op til vores tid langsomt men sikkert skabt kløfter i befolkningen og udhulet statskassen. Samtidigt oplever flere og flere ledige – især blandt indvandrere og efterkommere – hvordan roden til alt ondt bliver sværere og sværere at rykke op. Det så man et levende eksempel på i TV2s nylige program ”Ikke én er i arbejde”, der skildrede en somalisk kvinde, der ikke har arbejdet i snart 20 år, mens Odense Kommune med røde ører måtte erkende, at man slet ikke havde stillet nok krav til kvinden. Og her må vi altså få samlet op – det går ikke, at eksempelvis somaliske kvinder ikke arbejder. Og lad mig i den forbindelse sige direkte til den somaliske kvinde, at det i mine øjne okay, at du som medborger har svært ved at finde et job. Det er okay, at du bliver vejledt eller opkvalificeret for at komme tættere på arbejdsmarkedet. Og det er okay, at du synes, det er hårdt. Men sagen er den, at sådan er det for alle ledige. Derfor skal du finde et arbejde, og hvis du ikke kan det, så skal kommunerne være klar med et nyttejob, indtil du har fundet et. På den måde kommer du i gang, holder dig selv ved lige, integrerer dig og deltager.

Intet arbejde, ingen integration

Sagen om de manglende krav til den somaliske kvinde er desværre ikke enestående. En deprimerende undersøgelse fra kommunerne og regionernes eget analyseinstitut, KORA, viser nemlig, at det generelt er meget få indvandrere og flygtninge, der kommer i job, hvis de har udfordringer udover ledighed. Samlet set kommer således kun hver fjerde flygtning i job i løbet af de første tre år, de er i Danmark, mens kun halvdelen af indvandrerne er i job efter samme årrække. Tallene helikopterperspektiveres desværre yderligere i Danmarks Statistik – her fremgår det, at en tredjedel af alle kontanthjælpsmodtagere er indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande. Og det kan vi ikke være bekendt over for dem eller det arbejdende flertal, der betaler en stor del af deres skat til det, der egentlig var ment som en hjælpende hånd i en svær periode i et menneskeliv, men som er blevet en levevej for alt for mange.

   ”Da min far kom til landet som gæstearbejder i 1970erne var det et krav, at man skulle have et arbejde for at beholde sin opholdstilladelse. Dengang var der ingen kære mor og ingen integrationsprojekter. Der var to veje – tag fat eller forlad landet.”

Kommunerne skal stille krav

At kommunerne ikke stiller nok krav er desværre heller ikke en enlig svale. En grundig gennemgang af 25.000 kontanthjælpsmodtageres sager foretaget i kommunerne i forbindelse med SATS-puljeprojektet “Flere skal med” viser, at treogtredive procent slet ikke burde være på kontanthjælp. I stedet skulle de have været i et endeligt afklarende ressourceforløb eller indstillet til fleksjob eller førtidspension. Især et endeligt afklarende forløb med virksomhedspraktik eller en nytteindsats til andelen af ledige indvandrere og efterkommere havde været meget relevant for integrationen af mere end en grund: For det første viser stort set alle erfaringer, at integration sker bedst, når mennesker engageres på arbejdsmarkedet eller i civilsamfundet. For det andet viser undersøgelser fra Arbejdsmarkedets Erhvervsråd, at mennesker, der i en længere periode ikke deltager på arbejdsmarkedet mister personlige og sociale kompetencer, mens de går ledige. For det tredje kan jeg ikke lade være med at have stor medfølelse dem, der aldrig kommer længere i livet end til en isoleret tilværelse på ydelse, mens deres eventuelle børn får en besværlig start på livet i et ”fremmed” land uden deltagende forældre. Og for det fjerde kan vi som nævnt ikke tilbyde dem, der har et arbejde, at de skal betale deres surt tjente penge til mennesker, der ikke viser vilje til eller opsøger deltagelse. Og det er især aktuelt i en tid, hvor flere debatterer sygeplejersker og læreres løn og effektiviseringer af den offentlige sektor i næsten samme åndedrag. For når en tredjedel af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande er på omkostningstunge ydelser, mens integrationen løber op i over 30 milliarder kroner årligt, så kan man roligt påstå, at møllen ikke maler helt som den skal. Man kan jo – uden at blande sig – spørge sig selv, om der for de samme kroner ville være råd til enten skattelettelser, lønforhøjelser eller velfærd, hvis kommunerne konsekvent krævede, at alle arbejdsdygtige tog fat. Én ting er sikkert – vi kan ikke lade pengene rinde ud af statskassen på den her måde, uden vi får en øre eller en hånd for dem.

Naturlige krav og undtagelser

Derfor mener jeg, at vi skal tilbage til kravet fra min fars integrationstid i 1970’erne. Man skal altså bede alle om at tage fat under parolen ”Kan du arbejde, så skal du arbejde”. Og viser man som udefra kommende decideret uvilje, så må man enten forlade landet eller finde sig i økonomiske sanktioner eller aktivering i nyttejob. Er man derimod som medborger i stand til håndgribeligt at dokumentere psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse er man selvfølgelig undtaget. Men vi skal holde fast i, at integrationen beviseligt trives bedst ude på de danske arbejdspladser, hvor vi kan spejle os i hinandens kulturer, mens vi lærer sproget og tjener til dagen og vejen. Mangfoldigheden skal i spil, og det sker ikke ved uvilje og isolation i belastede områder, mens kommunen holder sig for øjnene. Det sker, når vi tør stille krav. Derfor skal vi stille krav til, at alle nytilkomne tager arbejde fra første dag. Og at kommunerne løfter ansvaret.

   ”Vi skal tilbage til kravet fra min fars integrationstid i 1970’erne. Man skal altså bede alle om at tage fat under parolen ”Kan du arbejde, så skal du arbejde”. Og viser man decideret uvilje, så må man enten forlade landet eller finde sig i sanktioner.”

Internationale ringe i vandet

Udadtil sender den her form for fornuft et tydeligt signal til alle, der ønsker at være en del af vores fantastiske fællesskab om, at man ikke kan bo og integrere sig i Danmark uden at arbejde. Vi skal naturligvis behandle alle lige, som også vores internationale forpligtelser lægger op til, men det udelukker ikke, at vi tager fat på debatten om, at vi står parat med jobs til indvandrere og flygtninge, allerede før de kommer hertil. Fordi det simpelthen er en integreret del af det at være dansk, at man har et arbejde og forsørger sig selv. Hvis vi derimod fortsætter, som vi har gjort hidtil, snyder vi os selv for en masse penge, mens vi snyder indvandrere og efterkommere for det bedste redskab til en vellykket integration – nemlig arbejde! #ArbejdeERintegration 

Læs mere...