Indvandrere skal arbejde sig ind i fællesskabet

Indvandrere skal arbejde sig ind i fællesskabet

Det er skadeligt for integrationen og ekstremt dyrt for fællesskab- og kasse, når der ikke stilles krav til ledige indvandrere og efterkommere, der tilmed bliver ofre for deres egen lediggang. Vi skal derfor stille krav om, at alle arbejder sig ind i fællesskabet.
AF ØZCAN YUCEL, DEBATTØR OG MEDLEM AF DE KONSERVATIVE

Da min far kom til landet som gæstearbejder i 1970’erne var det et krav, at man skulle have et arbejde for at beholde sin opholdstilladelse. Dengang var der ingen kære mor og ingen endeløse integrationsprojekter med rød sløjfe på. Der var to veje – tag fat eller forlad landet. Min far valgte at tage fat, og det var igennem arbejdet, at han langsomt men sikkert blev en integreret del af samfundet. Det var på arbejdspladsen, han lærte sproget og skikkene. Her fik han venner og bekendte, og her lærte han, hvordan man begår sig som ny i en for ham dengang fremmed kultur. Siden 1970’erne er der desværre gået inflation i den sunde fornuft på området, og det har op til vores tid langsomt men sikkert skabt kløfter i befolkningen og udhulet statskassen. Samtidigt oplever flere og flere ledige – især blandt indvandrere og efterkommere – hvordan roden til alt ondt bliver sværere og sværere at rykke op. Det så man et levende eksempel på i TV2s nylige program ”Ikke én er i arbejde”, der skildrede en somalisk kvinde, der ikke har arbejdet i snart 20 år, mens Odense Kommune med røde ører måtte erkende, at man slet ikke havde stillet nok krav til kvinden. Og her må vi altså få samlet op – det går ikke, at eksempelvis somaliske kvinder ikke arbejder. Og lad mig i den forbindelse sige direkte til den somaliske kvinde, at det i mine øjne okay, at du som medborger har svært ved at finde et job. Det er okay, at du bliver vejledt eller opkvalificeret for at komme tættere på arbejdsmarkedet. Og det er okay, at du synes, det er hårdt. Men sagen er den, at sådan er det for alle ledige. Derfor skal du finde et arbejde, og hvis du ikke kan det, så skal kommunerne være klar med et nyttejob, indtil du har fundet et. På den måde kommer du i gang, holder dig selv ved lige, integrerer dig og deltager.

Intet arbejde, ingen integration

Sagen om de manglende krav til den somaliske kvinde er desværre ikke enestående. En deprimerende undersøgelse fra kommunerne og regionernes eget analyseinstitut, KORA, viser nemlig, at det generelt er meget få indvandrere og flygtninge, der kommer i job, hvis de har udfordringer udover ledighed. Samlet set kommer således kun hver fjerde flygtning i job i løbet af de første tre år, de er i Danmark, mens kun halvdelen af indvandrerne er i job efter samme årrække. Tallene helikopterperspektiveres desværre yderligere i Danmarks Statistik – her fremgår det, at en tredjedel af alle kontanthjælpsmodtagere er indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande. Og det kan vi ikke være bekendt over for dem eller det arbejdende flertal, der betaler en stor del af deres skat til det, der egentlig var ment som en hjælpende hånd i en svær periode i et menneskeliv, men som er blevet en levevej for alt for mange.

   ”Da min far kom til landet som gæstearbejder i 1970erne var det et krav, at man skulle have et arbejde for at beholde sin opholdstilladelse. Dengang var der ingen kære mor og ingen integrationsprojekter. Der var to veje – tag fat eller forlad landet.”

Kommunerne skal stille krav

At kommunerne ikke stiller nok krav er desværre heller ikke en enlig svale. En grundig gennemgang af 25.000 kontanthjælpsmodtageres sager foretaget i kommunerne i forbindelse med SATS-puljeprojektet “Flere skal med” viser, at treogtredive procent slet ikke burde være på kontanthjælp. I stedet skulle de have været i et endeligt afklarende ressourceforløb eller indstillet til fleksjob eller førtidspension. Især et endeligt afklarende forløb med virksomhedspraktik eller en nytteindsats til andelen af ledige indvandrere og efterkommere havde været meget relevant for integrationen af mere end en grund: For det første viser stort set alle erfaringer, at integration sker bedst, når mennesker engageres på arbejdsmarkedet eller i civilsamfundet. For det andet viser undersøgelser fra Arbejdsmarkedets Erhvervsråd, at mennesker, der i en længere periode ikke deltager på arbejdsmarkedet mister personlige og sociale kompetencer, mens de går ledige. For det tredje kan jeg ikke lade være med at have stor medfølelse dem, der aldrig kommer længere i livet end til en isoleret tilværelse på ydelse, mens deres eventuelle børn får en besværlig start på livet i et ”fremmed” land uden deltagende forældre. Og for det fjerde kan vi som nævnt ikke tilbyde dem, der har et arbejde, at de skal betale deres surt tjente penge til mennesker, der ikke viser vilje til eller opsøger deltagelse. Og det er især aktuelt i en tid, hvor flere debatterer sygeplejersker og læreres løn og effektiviseringer af den offentlige sektor i næsten samme åndedrag. For når en tredjedel af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande er på omkostningstunge ydelser, mens integrationen løber op i over 30 milliarder kroner årligt, så kan man roligt påstå, at møllen ikke maler helt som den skal. Man kan jo – uden at blande sig – spørge sig selv, om der for de samme kroner ville være råd til enten skattelettelser, lønforhøjelser eller velfærd, hvis kommunerne konsekvent krævede, at alle arbejdsdygtige tog fat. Én ting er sikkert – vi kan ikke lade pengene rinde ud af statskassen på den her måde, uden vi får en øre eller en hånd for dem.

Naturlige krav og undtagelser

Derfor mener jeg, at vi skal tilbage til kravet fra min fars integrationstid i 1970’erne. Man skal altså bede alle om at tage fat under parolen ”Kan du arbejde, så skal du arbejde”. Og viser man som udefra kommende decideret uvilje, så må man enten forlade landet eller finde sig i økonomiske sanktioner eller aktivering i nyttejob. Er man derimod som medborger i stand til håndgribeligt at dokumentere psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse er man selvfølgelig undtaget. Men vi skal holde fast i, at integrationen beviseligt trives bedst ude på de danske arbejdspladser, hvor vi kan spejle os i hinandens kulturer, mens vi lærer sproget og tjener til dagen og vejen. Mangfoldigheden skal i spil, og det sker ikke ved uvilje og isolation i belastede områder, mens kommunen holder sig for øjnene. Det sker, når vi tør stille krav. Derfor skal vi stille krav til, at alle nytilkomne tager arbejde fra første dag. Og at kommunerne løfter ansvaret.

   ”Vi skal tilbage til kravet fra min fars integrationstid i 1970’erne. Man skal altså bede alle om at tage fat under parolen ”Kan du arbejde, så skal du arbejde”. Og viser man decideret uvilje, så må man enten forlade landet eller finde sig i sanktioner.”

Internationale ringe i vandet

Udadtil sender den her form for fornuft et tydeligt signal til alle, der ønsker at være en del af vores fantastiske fællesskab om, at man ikke kan bo og integrere sig i Danmark uden at arbejde. Vi skal naturligvis behandle alle lige, som også vores internationale forpligtelser lægger op til, men det udelukker ikke, at vi tager fat på debatten om, at vi står parat med jobs til indvandrere og flygtninge, allerede før de kommer hertil. Fordi det simpelthen er en integreret del af det at være dansk, at man har et arbejde og forsørger sig selv. Hvis vi derimod fortsætter, som vi har gjort hidtil, snyder vi os selv for en masse penge, mens vi snyder indvandrere og efterkommere for det bedste redskab til en vellykket integration – nemlig arbejde! #ArbejdeERintegration 

Share this post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *